Kaktus

På husflidsmessen i Viborg september 2021 havde lærerne ved Skolen for Kreativ Fritid en fælles udstilling med temaet: Kaktus.

Det var en udfordring. Kaktus og akvarelmaling, porcelænsmaling, træsløjd m.m. De måtte nemt kunne fremstille en kaktus. Men en kaktus i løbbinding!?

Jeg kunne binde en grøn krukke, vende bunden i vejret og stikke pigge fx i form af knappenåle eller tynde spidse pinde gennem bagsiden og ud på forsiden i lodrette striber, men den løsning forekom mig lidt for nem og ligetil.

Løsningen var længe undervejs. En dag fald mit blik på en prøve, jeg havde bundet for en del år siden. En rude form. Bundet i noget strittende syntetisk garn, som jeg havde købt for mange år siden, fordi garnet så sjovt ud.

Hvis jeg bandt 5 og satte dem sammen, kunne jeg opnå en tre dimensional kaktusform. Der var lige præcis garn nok til også at binde to skud.

 

Kaktussen er plantet i en halmbunden urtepotteskjuler. På sigt er det meningen, den skal plantes i et stykke løbbunden jordstykke. Lige hvordan jeg løser dette, ved jeg endnu ikke. Jeg har bundet en prøve, og nu lagrer ideen sig.